Krigen 1864
"Jeg går hellere 1.000 skridt frem end 100 tilbage under sådan en beskydning!" Sådan berettede en preussisk menig soldat fra mødet med de danske soldater i skanserne ved Mysunde den 2. februar 1864. Soldaten havde taget del i en af de første egentlige kamphandlinger i krigen 1864. Den krig, som Danmark tabte, delt på slagmarken, dels – og ikke mindst – på skrivebordene i ministerierne i København og ved de forskellige fredsforhandlinger.
Da preusserne endelig blæste til tilbagetog ved Mysunde, havde de preussiske soldater ligget trykket flere timer mod den stivfrosne jord i håb om at undgå kuglerne fra geværer og kanoner, der hoppede rundt som gummibolde på den hårde, frosne jord. De mange klageskrige og råb på hjælp fortalte, at de danske kugler nåede deres mål, men der var ingen hjælp at hente i øjeblikket. Enhver var sig selv nærmest. Det gjaldt blot om at komme ud af helvedet med livet i behold.
Det kom ikke kun til at gælde for soldaterne i krigen, men i høj grad også for Danmark. Man var gået dumdristig ind i en krig, der kom til at handle om landets overlevelse. Alt dette vidste man ikke her den 2. Februar 1864, hvor krigen var blot to dage gammel. Træfningen ved Mysunde højnede moralen betydeligt hos de danske soldater, men generalstaben havde dybe panderynker, og det var der god grund til.